Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Åben Kirke i Hørsholm Kirke

Åben Kirke  i Hørsholm Kirke
Udgivet fre d. 22. apr 2022, kl. 11:33
Præstens blog

Så er det blevet tid til Åben Kirke igen. Hørsholm Kirke er en del af Danske Vejkirker som ved frivilliges hjælp holder danske kirker åbne, så man kan komme ind og se dem. Åben Kirke i Hørsholm starter op igen her i april, og Hørsholm Kirke holder således åbent mandag-fredag kl. kl 10.00-12.00 (med mindre der er kirkelige handlinger) fra den 19. april til fredag den 8. juli. Fra den 11. juli 2022 til den 31. marts 2023 er kirken lukket pga. en omfattende renovering i anledning af kirkens 200-års jubilæum i 2023. Som noget nyt vil der under Åben Kirke blive lavet et særligt andagtssted for ukrainske flygtninge med ikoner, lystænding og bøn.   

”Efter Corona-restriktionerne er ophævet, er der et stigende behov for at komme ud i det fri. Mange gør brug af området omkring kirken, og når man er ude at gå tur er det nu muligt at komme ind i kirken og opleve den indefra” siger Birgitte Hammershøy, der er pensioneret præst og tovholder for Åben Kirke i Hørsholm Kirke. ”Når man træder ind i den smukke kirke, kan man med det samme mærke rummet, man kan sætte sig og tænke en tanke, nyde arkitekturen, eller hvad man nu vil. Og man kan altid bede en bøn. For dem man tænker på, dem der skal i krig, dem der lider. Og man kan bede for sig selv, og det man selv kæmper med”, siger Birgitte Hammershøy og fortsætter: ”Der kommer også en del børnehaver, der er på tur og som får lyst til at kigge indenfor med børnene. Alle er velkomne, og et besøg i kirken kan som sagt kombineres med en gåtur i de naturskønne omgivelser”.

 I kirken er der forskellige brochurer bl.a. om Urværket og Hørsholm Kirke, som man er velkommen til at tage med hjem. Den nuværende Hørsholm Kirke er fra 1823 og er tegnet af arkitekt C.F. Hansen, som også har tegnet Vor Frue Kirke. Helt tilbage til Middelalderen har der på den holm, hvor Hørsholm Kirke ligger, været placeret forskellige borg- og slotsanlæg. Det mest kendte slotsanlæg er Hirschholm Slot tegnet af hofarkitekten Lauritz de Thurah (1706-59).

Læs mere om danske vejkirker på vejkirker.dk