Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Per Melhof siger farvel

Per Melhof siger farvel
Udgivet ons d. 18. maj 2022, kl. 13:32
Nyheder

’Lad os ikke i sorgen over at han forlader os, glemme glæden over at han ikke er her længere!’ Sådan sagde en kommunaldirektør engang ved en afskedsreception for en medarbejder. Det er lidt friskt formuleret, men det rummer da den sandhed, at en medarbejders farvel også rummer muligheden for en ny og god æra med en ny medarbejder.

Jeg forlader i hvert fald Hørsholm som sognepræst efter 10 gode år. Det sker ikke uden vemod: Et ressourcestærkt lokalsamfund, en enestående natur, en billedskøn og meget søgt kirke, en smuk, enkel og funktionel sognegård og en præstebolig i særklasse! Her i Hørsholm er der helt enestående rammer om arbejdet som præst med menighed, medarbejdere, menighedsråd og frivillige. Og det har været en daglig, faglig glæde: Dåb, konfirmationer, vielser, afsked ved bisættelser og begravelse. Hele vejen rundt er det gode møder med mennesker i nogle af livets vigtigste øjeblikke. De mange forskellige gudstjenester i kirke og på plejehjem er også altid væsentlige … for præsten; og forhåbentlig også for kirkegængerne. Vi har et aktivt menighedsråd og rigtigt gode medarbejdere ved kirken. Så hvorfor dog skifte?

Ti år er længere ansættelse, end jeg nogensinde før har prøvet samme sted! Så der er vel en blanding af glæde ved nye udfordringer og en lille smule rastløshed på spil. Efter ti år går jeg i hvert fald nu videre til det teologisk udfordrende arbejde med uddannelse af præster i folkekirken. Jeg er blevet fastansat som studielektor med ansvar for den obligatoriske efteruddannelse, som alle nyordinerede præster skal igennem. Det er en spændende og givende stilling. Det er ikke ukendt stof, for jeg har de seneste fire år haft stillingen i 50% af min arbejdstid. Nu bliver det med lidt flere studie- og undervisningsopgaver, og det vil være godt for stillingen og for mig. Undervisning af voksne er en fornøjelse.

Vi flytter ved samme lejlighed fra præsteboligen på Sdr. Jagtvej til et gammelt, stråtækt bondehus i Brederød. Det glæder vi os også til. Alle børn er flyttet hjemmefra, så der er også på det punkt god mening i at udnytte muligheden for bevægelse.

Jeg er ansat frem til og med udgangen af august, så jeg vil glæde mig til endnu en smuk sommer ved kirken på øen. Min sidste gudstjenste her bliver i Sognegården søndag, den 21. august kl. 10, hvor menighedsrådet er vært ved en åben reception i forlængelse af gudstjenesten.

Per Melhof