Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Koncert med Requiem for orgel af Leif Kayser

09
NOV

Dato Lørdag d. 9. november 2019, kl. 15:00
Sted
Hørsholm Kirke
Medvirkende
Erik Hildebrandt-Neislen
Pris
Fri entré

Komponisten Leif Kayser ville i år være fyldt 100 år. Det markeres med koncerter over hele landet.

I Hørsholm Kirke spiller organist Erik Hildebrandt-Nielsen komponistens Requiem for orgel. Et requiem er en messe for afdøde, som man ofte hører her i allehelgenstiden, som er kirkens mindehøjtid for vore døde.

Mange komponister har gennem tiden sat de gamle poetiske tekster i musik – til de mest berømte requiem-messer hører Mozarts, Verdis og Faurés.

Kaysers værk er rent instrumentalt, og han har givet det undertitlen ”11 meditationer for orgel” med henvisning til messens i alt 11 satser. Det er et smukt, overvejende afdæmpet værk, hvor tilhørerne kan lade tankerne gå eller evt. referere til messens liturgiske tekster, der vil være trykt i programmet. Kayser benytter messens originale gregorianske melodier som tematisk grundlag for sin komposition. Noget også den franske komponist Maurice Duruflé gør i sit Requiem. På denne måde at iklæde en gammel, meget ren og enkel melodik et nyere tonesprog skabes en afklaret og tidløs atmosfære - eller med komponistens ord: meditativ.

I 1985 gæstede Leif Kayser Hørsholm Kirke som solist på det dengang nye orgel. Her spillede han sit eget Requiem. Kirkens daværende organist Knud-Erik Jensen har gemt Kaysers noter og registreringsanvisninger fra denne koncert. Det er meget glædeligt, at det ved koncerten i år dermed er muligt at registrere orglet med præcis de klange, som Kayser selv har anvist.

En stor tak til Knud-Erik Jensen for at have bevaret disse ting og for nu at have skænket Kaysers originale node med notater til Det Kgl. Bibliotek.

Koncerten varer en time, og der er gratis adgang.

Ophavsret: