Når vi bliver ramt af kriser, opstår der et usynligt fællesskab. Man mærker det desværre ikke altid, men selve den længsel, som man har i sig, har man tilfælles med mange andre. Ofte siger vi ikke højt, hvad vi længes efter. Vi føler os alene med vores krise, og ofte er længslen også rettet mod noget uhåndgribeligt: Var min situation da bare anderledes, havde vi da bare ikke mistet ham eller hende, eller ville den konflikt da bare forsvinde. Længslen forener, selvom vi længes efter forskellige ting. I evangelieteksten siger Jesus, at Gudsriget er midt iblandt os. Det kan jo være meget rart at tænke på, hvis vi har vores på det tørre. Men når kriserne rammer, så skaber udsagnet et vakuum: For hvad så hvis livet ikke er særligt rart; hvad er det så for et Gudsrige, og hvor skal tilliden til tilværelsen komme fra?