21/05/2024 0 Kommentarer
Interview med sognepræst Rasmus Jensen
Interview med sognepræst Rasmus Jensen
# Nyheder

Interview med sognepræst Rasmus Jensen
Her kan du læse et interview med Hørsholm Kirkes nye præst, Rasmus Jensen, der bliver indsat ved højmessen den 9. juni kl. 10.
I kirken kan vi mødes om vores største sorger og glæder
Hvad glæder du dig mest til ved at skulle starte som præst i Hørsholm?
Jeg glæder mig til at lære byen og sognet at kende. Jeg glæder mig til at høre folks livshistorier og bringe det kristne budskab i spil, hvor jeg møder folk.
Hvorfor har du valgt at blive præst?
Jeg studerede først retorik og valgte at skifte til teologi, fordi jeg gerne ville være præst. Som præst får man lov at komme tæt på mange mennesker, og man får lov at fortælle om det kristne budskab, og det er en fed opgave. Og så er der også det ved at arbejde som præst, at man får lov at holde fast i og udvikle sin akademiske viden som teolog. Det anser jeg i hvert fald både som en vigtig og værdifuld side af præstearbejdet. Tilmed er der også en rød tråd fra retorik til præstegerning, fordi jeg jo skriver og holder rigtig mange taler.
Hvor kommer du fra fra og hvad tager du med der hvor du kommer fra?
Jeg er opvokset på en gård i Himmerland, lidt uden for byen Aars. Vores hjem har altid været præget af åbne døre, og der er kommet rigtig mange mennesker hos mine forældre. Så noget af det, jeg tager med mig derfra, er min måde at omgås andre mennesker; jeg kan lide at tale med andre, og jeg trives med at mange forskellige mennesker omkring mig,
Er der noget særligt du gerne vil fokusere på, når du starter i Hørsholm?
En af de første store og vigtige opgaver for sognet bliver at få valgt et nyt meninghedsråd. Det kræver forberedelse, så samtidig med, at jeg skal lære sognet at kende, vil jeg også gøre mit for at fortælle dem, jeg møder, om de vigtige og meningsfulde opgaver og muligheder, som meninghedsrådet påtager sig. Det er helt afgørende, at de, der bliver valgt, har et godt overblik, er kompetente og lette at omgås.
Hvilken rolle kan kirken spille i det moderne menneskes liv?
Kirken er efter min opfattelse et sted, hvor vi kan mødes om vores største sorger og glæder. Kirkerummet et for mange af os et sted, hvor vi kommer i kontakt med vores historie: Når vi går derind, kommer vi i tanker om dem, som vi har taget afsked med, eller dem vi elsker, og som vi er blevet gift med eller har fået døbt.
Hvad er efter din mening det mest centrale i den kristne tro, og hvordan er det relevant for det moderne menneske?
At vi kan leve i tillid til, at det ender godt! Det gælder os alle sammen, uanset hvem vi er, eller hvor vi er i livet!
Kommentarer