Åben kirke

Hørsholm kirke

En gruppe frivillige gør det muligt at holde kirken åben, og de svarer gerne på folks spørgsmål. Normalt er der Åben Kirke i sommerhalvåret samt i uge 42. Hold øje med opdateringer her på siden og på kirkens facebookside.

 

I Danmark er der over 2.000 kirker, hvoraf mange er åbne for besøgende. De kirker der er åbne for besøgende hedder “Vejkirker”. Du kan læse mere om danske vejkirker på www.vejkirker.dk

 

Over døren til Hørsholm Kirke står der ”Min fred giver jeg Eder”.  At træde ind i det smukke kirkerum og mærke roen sænke sig er noget mange gør brug af. I de seneste år er antallet af folk, der besøger Hørsholm Kirke, steget. Nogle kommer for at sidde i stilhed, tænke eller bede en bøn, nogle er døbt, konfirmeret eller blevet gift i kirken og kommer forbi for at gense kirken. Andre er på udflugt og aflægger kirken et besøg i den forbindelse. Der kommer også en del børnehaver, der er på tur og som får lyst til at kigge indenfor med børnene. Alle er velkomne og et besøg i kirken kan kombineres med en gåtur i de naturskønne omgivelser.

 

I kirken er der forskellige brochurer bl.a. om Urværket og Hørsholm Kirke, som man er velkommen til at tage med hjem. 

 

Historien: Den nuværende Hørsholm Kirke er fra 1823 og er tegnet af arkitekt C.F. Hansen, som også har tegnet Vor Frue Kirke. Helt tilbage til Middelalderen har der på den holm, hvor Hørsholm Kirke ligger, været placeret forskellige borg- og slotsanlæg. Det mest kendte slotsanlæg er Hirschholm Slot tegnet af hofarkitekten Lauritz de Thurah (1706-59).

 

I sommeren 1771 dannede Hirschholm Slot ramme om det historiske trekantsdrama mellem den tyske livlæge Johann Friedrich Struensee, kong Christian 7. og hans dronning Caroline Mathilde. Efter Struensee's fald og Caroline Mathildes forvisning til Tyskland forfaldt slottet, da kongefamilien ikke længere ønskede at bebo det. Frederik VI, der havde bitre barndomsminder fra Hirschholm, besluttede, at slottet skulle nedrives, og materialerne benyttes i forbindelse med genopførelsen af Christiansborg Slot, der var brændt i 1794.